Selskab – nu bliver det nemmere

Det nuværende mindstekrav for selskabskapital i et anpartsselskab (ApS) er 40.000 kr. Det betyder, at du kun kan stifte et anpartsselskab, hvis du og eventuelle medejere har indskudt mindst 40.000 kr. i selskabet kontant eller med godkendte værdier. Med et nyt lovforslag vil kapitalkravet for anpartsselskaber imidlertid blive nedsat til blot 20.000 kr.

Lovforslaget om kapitalkravnedsættelsen fra 40.000 kr. til 20.000 kr. er en del af iværksætterpakken. Nedsættelsen bidrager til, at det bliver lettere at skaffe kapital til selskabet. Ligeledes bidrager nedsættelsen til, at danske selskaber er mere konkurrencedygtige i forhold til selskaber fra Norden og EU. Danmark har på nuværende tidspunkt nemlig det andet højeste kapitalkrav i EU. Formålet med nedsættelsen er således, at det skal være lettere at oprette og stifte nye selskaber med begrænset hæftelse.

På trods af at lovforslaget eventuelt vedtages i Folketinget, er det vigtigt som selskabsejer at være opmærksom på, at anpartsselskabet fortsat skal have et forsvarligt kapitalberedskab. Det indebærer, at selskabet skal råde over tilstrækkelige midler til at kunne betale både aktuelle og kommende udgifter samt sikre en stabil drift.

Lovforslaget er ikke kun relevant ved oprettelsen af et anpartsselskab, men har også indflydelse på dig som ejer af et eksisterende anpartsselskab. Med lovforslaget er der nemlig også mulighed for at nedsætte selskabskapitalen til 20.000 kr. Dette kan være gavnligt i situationer, hvor du skal dække et overført underskud.

Det forventes at lovforslaget bliver fremsat i Folketinget i løbet af november 2024. I øvrigt kan det oplyses, at lovforslaget også indeholder forslag om at afskaffe de gældende regler angående forbud mod udbud af kapitalandele til offentligheden.

Ved spørgsmål til lovforslaget eller øvrige selskabsretlige problemstillinger, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Du kan kontakte advokat Jacob Thorup Larsen på 98 35 79 13 eller via mail til jacob@advokatfirmaetkuhnel.dk., samt advokatfuldmægtig Frederik Damsgaard Christiansen på frederik@advokatfirmaetkuhnel.dk.