Nyeste praksis vedr. syn og skøn – hvad kan man stille op med en ringe skønsrapport?

Syn og skøn er et bevis, som kan bruges i en retssag og som hyppigt ses i sager omhandlende mangler ved fast ejendom. Det kan ske som en del af en igangværende retssag, samt kan der også foretages skønsforretning inden anlæggelse af retssagen kaldet isoleret bevisoptagelse. Syn og skøn går i alt sin enkelthed ud på, at en fagkyndig inden for sit område (en skønsmand), skal besvare spørgsmål stillet af sagens parter og foretage en undersøgelse af genstanden for spørgsmålene.

Hvis man som part i en sag er utilfreds med skønsrapportens indhold, kan man anmode retten om tilladelse til at stille nye eller supplerende spørgsmål. Det er imidlertid sjældent, på grænsen til aldrig, at man får lov til at gennemføre et helt nyt syn og skøn, hvorfor det er vigtigt, at de supplerende spørgsmål er skarpt og præcist formuleret. To nyligt afsagte domme er med til at illustrere grænserne for, hvad man kan stille op, hvis man er utilfreds med skønsrapportens indhold.

Fornyet syn og skøn skulle finde sted ved samme skønsmand
I en nyligt afsagt dom fra Vestre Landsret, ønskede A at anmode om syn og skøn som led i en isoleret bevisoptagelse, hvor formålet var at konstatere, hvorvidt fugtskader i en kælder kunne henføres til arbejde udført af entreprenøren E.

I en verserende retssag mellem entreprenøren og A´s ægtefælle vedrørende mangler ved samme ejendom, forelå der allerede en skønsrapport samt to supplerende skønsrapporter, udarbejdet af skønsmanden S. A´s ægtefælle var langt fra tilfreds med indholdet heraf eller skønsmandens kvalifikationer, hvorfor ægtefællen uden held havde anmodet om fornyet syn og skøn ved en ny skønsmand.

I A´s sag mod selvsamme entreprenør, foreslog entreprenøren, at skønsmanden fra den verserende retssag tillige bør være skønsmand i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse.  Dette var A stærkt utilfreds med, da hun i samme tråd som sin ægtefælle bl.a. ikke var tilfreds med skønsmandens kompetencer.

Både Byretten og Landsretten konkluderede, at skønsmanden fra den verserende sag tillige skulle udpeges som skønsmand i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse. Vestre Landsret lagde bl.a. til grund, at det syn og skøn som A havde anmodet om, omhandlede fugtskader i den samme kælder samt mangler ved entreprenørens arbejde. Der var derved tale om samme genstand, som det tidligere syn- og skøn angik, hvorfor den samme skønsmand igen skulle udpeges. Der var uden betydning, at der var muligvis var opstået nye skader, siden det oprindelige syn og skøn. Det blev også tillagt vægt, at A kunne identificeres med sin ægtefælle.

Dommen illustrerer, at hvis man i en tidligere sag har fået foretaget syn og skøn ved en bestemt skønsmand, kan man ikke uden videre få tilladelse til fornyet syn og skøn ved en ny skønsmand, såfremt anmodningen angår den samme genstand, uagtet at der er tale om en ny sag og nye skader. Dommen understreger derved, at man næppe for lov til at pege på en ny skønsmand, hvis man er utilfreds med den første skønsrapport.

Det var tilladt at fremlægge tilbud indhentet efter sagens anlæg, som en del af de supplerende spørgsmål
I en nyligt afsagt dom omhandlende udgifter til installering af en varmepumpe, tillod Landsretten at sagsøgerne fremlagde nye bilag i sagen samtidig med de supplerende spørgsmål til skønsmanden, selvom Byretten oprindeligt havde nægtet fremlæggelsen heraf. Bilagene var indhentet efter sagens anlæg, og omhandlede etableringen af varmepumpen. Bilagene skulle bl.a. bruges til at stille spørgsmålstegn ved de af skønsmanden fastsatte udbedringsudgifter.

Dommen illustrerer, at man gerne må indhente nye bilag i forbindelse med de supplerende spørgsmål, såfremt bilagene indgår i grundlaget for spørgsmålene til skønsmanden og ikke som selvstændige beviser i sagen.

De bilag der kan indhentes til brug for de supplerende spørgsmål, kan bl.a. bestå af tilbud på et stykke arbejde, som skønsmanden har fastsat til en højere/lavere pris, hvorfor skønsmanden får mulighed for at revidere sine tidligere estimater over eks. udbedringsudgifterne.

Kontakt Advokatfirmaet Kühnel hvis du ønsker bistand i forbindelse med en retssag eller voldgiftssag
Det kan være altafgørende for en retssags udfald, at syn- og skønsspørgsmålene er formuleret på bedste vis herunder de supplerende spørgsmål, såfremt disse er nødvendige. Hos Advokatfirmaet Kühnel har vi omfattende proceserfaring, og vi har derved bistået i masse skønsforretninger, hvorfor vi ved hvordan spørgsmålene skal formuleres, så du er sikret det bedste bevis i sagen. Beviser afgøre retssager.

Har du spørgsmål om syn- og skønsprocessen, så kontakt advokat Lars Kühnel på mail via lars@advokatfirmaetkuhnel.dk. Han kan træffes på tlf. 98 35 7-9-13.