Ny lov om ægtefællers økonomiske forhold skal samle og modernisere de hidtidige regler på området.

Ved årsskiftet trådte ”Lov om ægtefællers økonomiske forhold” i kraft. Formålet med loven er overordnet set at give reglerne på området, der stammer tilbage fra 1925, et mindre ’ansigtsløft’.
Med den nye lov samles alle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold i én samlet lov, hvorved der skabes mere overblik og enkelthed over reglerne om de økonomiske retsvirkninger af et ægteskab.

Udgangspunktet om fælleseje ved indgåelse af ægteskab bevares
Princippet om at ægtefæller ved indgåelse af ægteskab har fælleseje fastholdes i den nye lov. Princippet er således automatisk gældende medmindre ægtefællerne aftaler særeje eller, at der er tale om særlige aktiver der som udgangspunkt ikke skal indgå i delingen såsom pensionsrettigheder og kreditorbeskyttet personskadeerstatning.
Ved fælleseje i et ægteskab skal ægtefællernes formue deles lige i tilfælde af separation, skilsmisse eller død.
Med den nye lov foretages der en navneændring, hvorefter ’fælleseje’ nu betegnes ’delingsformue’.

Mulighederne for særeje udvides
Såfremt ægtefæller ønsker, at fravige det ovenfor nævnte udgangspunkt om delingsformue i ægteskabet, skal ægtefællerne aftale særeje ved oprettelse af ægtepagt.
Med den nye lov udvides antallet af mulige særejeformer, hvorved ægtefællerne tildeles en bredere aftalefrihed i forhold til omfanget af særejet.
Ud over de eksisterende særejeformer giver den nye lov nu mulighed for at aftale sumsæreje og sumdeling. Ved sumsæreje forstås, at ægtefællen kan aftale, at en bestemt sum – et bestemt beløb, skal være den ene ægtefælles særeje, mens resten af formuen skal indgå i ligedelingen. Ved sumdeling forstås at en bestemt sum – et bestemt beløb, skal indgå i ligedelingen, mens resten af den til enhver tid gældende formue skal være særeje.
Både sumsæreje og sumdeling kan inflationssikres, og sumdelingen kan ligeledes forhøjes med et årligt beløb, en procentstats eller anden form for optrapning.

Ændring af bestemt særeje af arvelader eller gavegiver
Ægtefæller får med den nye lov også mulighed for at aftale, at særeje bestemt af en arvelader eller gavegiver helt eller delvist skal være en anden form for særeje. For at en sådan aftale skal være gyldig, skal aftalen dog være i overensstemmelse med arveladeren eller gavegiverens bestemmelser om særeje.
Har man som arvelader eller gavegiver oprettet testamente eller gavebrev hvoraf fremgår, at arv eller gave skal være modtagerens særeje, så vil modtageren med den nye bestemmelse potentielt have mulighed for at ændre herpå. Såfremt man som arvelader eller gavegiver ønsker, at en bestemt særejeform fastholdes, skal det tydeligt fremgå af testamentet/gavebrevet, at ændringer af særejet ikke er muligt.
 
Gæld
Den nye lov giver tillige mulighed for, at ægtefæller kan aftale i en ægtepagt, at gældsposter der er stiftet på tidspunktet for stiftelsen af ægtepagten, skal fratrækkes i delingsformuen ved et skifte.

Gaver mellem ægtefæller
Før den nye lovs ikrafttræden krævede usædvanlige gaver mellem ægtefæller en gaveægtepagt for at være gyldige. Kravet om gaveægtepagt er ophævet i den nye lov. Der kan derfor nu frit og uden formkrav gives gaver mellem ægtefæller uden oprettelse af gaveægtepagt uanset, hvor stor og usædvanlig gaven er.
Som konsekvens af den denne ændring af kravet om gaveægtepagt udvides mulighederne for omstødelse af gaver mellem ægtefæller af hensyn til kreditorer. Denne udvidelse er placeret i konkursloven.

Lovvalg
I den nye lov er udgangspunktet, at ægtefællers økonomiske forhold skal reguleres efter loven i det land, hvor begge ægtefæller havde bopæl ved ægteskabets indgåelse, eller hvor begge ægtefæller først boede samtidig efter indgåelse af ægteskabet. Dog vil dansk lov finde anvendelse, når begge ægtefæller har boet i Danmark i de seneste fem år. Ægtefæller har også mulighed for ved ægtepagt at aftale, at loven i et land hvor en af ægtefællerne er statsborger skal finde anvendelse.

Ønsker du bistand til oprettelse af ægtepagt, testamente eller gavebrev, eller ønsker du yderligere information om de nye reglers betydning for dit ægteskab, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 98 35 7-9-13, hvor advokat Lars Kühnel og advokatfuldmægtig Camilla Kühnel er klar til at yde rådgivning.