Hvad er en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der giver en eller flere personer ret til at handle på dine vegne, såfremt du pga. sygdom eller anden ulykke ikke længere selv er i stand til det. Med fuldmagten vælger du således selv, hvem der skal varetage dine interesser, såfremt du på et tidspunkt selv mister evnen til det.
Hvilke forhold omfatter en fremtidsfuldmagt?
Du vælger selv, hvilke forhold din fuldmagt skal omfatte. Det kan være personlige og/eller økonomiske forhold.
Økonomiske forhold kan bl.a. omfatte bankforretninger/nemid, køb/salg af fast ejendom, leje/opsigelse af lejebolig, ansøgning om offentlige ydelser m.m.
Personlige forhold kan være beslutninger vedr. pleje og omsorg. Endvidere kan det omfatte samtykke til behandling, anmodning om aktindsigt, indsendelse af klager, ansøgning om offentlige ydelser/hjælpeforanstaltninger m.m.
Er en generalfuldmagt tilstrækkelig?
Lov om fremtidsfuldmagter har været gældende i ca. to år. Forinden lovens ikrafttræden har flere benyttet sig af en såkaldt generalfuldmagt.
Der er dog en vis usikkerhed forbundet med en generalfuldmagt, idet der ikke er særlige formkrav til oprettelse af en sådan fuldmagt. Der er derfor risiko for misbrug af en generalfuldmagt. Dette har medført, at en generalfuldmagt ikke altid kan benyttes i praksis, f.eks. vil flere pengeinstitutter ikke anerkende disse fuldmagter.
Ved oprettelse af en fremtidsfuldmagt skal lovens formkrav derimod iagttages, hvorved risikoen for misbrug mindskes. Endvidere vil en fremtidsfuldmagt altid først blive sat i kraft, når fuldmagtsgiver ikke længere selv er i stand til at varetage egne interesser.
Hvem bør oprette en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er et fordelagtigt alternativ til værgemål, og mental svækkelse grundet sygdom eller anden ulykke kan ramme os alle, uanset alder. En fremtidsfuldmagt er derfor væsentlig for alle, der ønsker at skabe tryghed for fremtiden.
Ønsker du at skabe tryghed for fremtiden og sikre, at et eventuelt værgemål ikke bliver nødvendigt, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 98 35-7-9-13, hvor advokat Lars Kühnel og advokat Camilla Kühnel kan hjælpe dig videre.