Bliver en genstand skadet mens den er opmagasineret uden for ejerens helårsbolig, er det forsat ejeren der bærer risikoen herfor. Det kan derfor gå hen og blive en dyr fornøjelse, hvis man som forsikringstager ikke holder dette for øje, når man får sine genstande opmagasineret uden for hjemmet. Man bør derfor i forbindelse med en opmagasinering sikre sig, at ens indboforsikring fortsat dækker, trods flytningen af genstandene, eller tegne en ekstra forsikring for det opmagasinerede gennem opmagasineringsfirmaet. Det kan altså ikke blot forventes, at ens indboforsikring dækker indbo der er fjernet fra helårsboligen og opmagasineres et andet sted. På samme måde kan det heller ikke forventes, at opmagasineringsfirmaet har tegnet forsikringer der dækker det opmagasinerede, eller at der i udlejningsprisen indgår en form for forsikring – tværtimod.
De fleste kender til, at det kan knibe med pladsen derhjemme. Pludselig har man flere ting, end der er plads til. Derfor opstår et behov for opmagasinering hos en nabo, et familiemedlem eller ved et opmagasineringsfirma. I disse tilfælde flyttes genstandene ud fra ejerens helårsbolig, hvorfor der kan opstå uheldige episoder som følge af begrænsninger i forsikringsdækningen, i tilfælde af eksempelvis brand eller tyveri.
Når man som forsikringstager tegner en normal indboforsikring, følger det af vilkårene, hvor forsikringen dækker. Typisk vil forsikringen dække de omfattende genstande, når disse befinder sig i eller ved forsikringstagerens helårsbolig. Som udgangspunkt er disse genstande også dækket, når de befinder sig midlertidigt et andet sted, og hvor det er meningen, at de opmagasinerede ting skal bringes tilbage til helårsboligen. Forsikringen dækker dermed ikke ting, der varigt er fjernet for helårsboligen.
Ved afgørelse af om en genstand varigt er fjernet eller blot midlertidigt er fjernet for helårsboligen, ses det i praksis, at det tidsmæssige perspektiv spiller en stor rolle. Jo længere tid der er gået, efter at genstanden er fjernet fra helårsboligen, eller jo længere tid det er planen, at genstanden skal være fjernet fra helårsboligen, desto større grund er der til at antage, at tingen ikke blot midlertidigt men derimod varigt befinder sig uden for helårsboligen.
Hvordan begrebet ”midlertidigt” forstås kan være forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Samtidig kan der være stor forskel på dækningsomfanget, som følge af den risikoændring der indtræder, alt efter hvor, hvordan og hvor længe de pågældende genstande opbevares uden for forsikringstagerens helårsbolig. Man bør derfor altid tjekke op på sine forsikringer og forhøre sig om mulige ændringer af dækningsomfang som følge af, at indboet flyttes fra hjemmet. Forsikringsselskabet kan ligeledes have specifikke krav til selve opmagasineringen, til hvem og hvor opmagasineringen finder sted, hvad der er dækket samt en maksimum dækningssum. Man bør ligeledes undersøge opmagasineringsfirmaets forsikringsforhold, før man lader sine genstande opmagasinere uden for hjemmet.
De fleste opmagasineringsfirmaer tilbyder, at forsikre det opmagasinerede for et mindre pengebeløb om måneden. Før der tegnes en sådan forsikring bør det dog altid først undersøges, om ens egen forsikring eller opmagasineringsfirmaets forsikring dækker indboet for at undgå unødvendig dobbbeltdækning.
Det kan altså være en fejlagtig og dyr opfattelse at tro, at ens opmagasinerede genstande automatisk vil være omfattet af ens indboforsikring eller at opmagasineringsfirmaets forsikringer dækker det opmagasinerede indbo ved skader.
Såfremt ovenstående giver anledning til spørgsmål eller ønsker du yderligere information om forsikringsret, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 98 35 7-9-13, hvor advokat Jacob Thorup Larsen er klar til at yde rådgivning.