Ansættelsesretlig opdatering – vedrørende klausuler i ansættelsesforholdet

Den tidligere regering fremsatte forinden seneste folketingsvalg et lovforslag vedrørende ansættelsesretlige klausuler. Den nye lov havde blandt andet til formål at ensrette reglerne på området og særligt derhen, at reglerne fremover ville omfatte samtlige ansættelsesretlige forhold og ikke kun funktionærerne. Lovforslaget var et udspring af den tidligere regerings vækstpakke fra 2014. 

Da der den 27. maj 2015 blev udskrevet valg til folketinget, betød det samtidig at alle fremsatte lovforslag, der endnu ikke var vedtaget, bortfaldt. Dette var tilfældet med forslaget omkring de ansættelsesretlige klausuler.

Vi formoder, at der på denne side af valget fortsat er flertal for at gennemføre lovforslaget, da det nuværende regeringsparti Venstre samt støttepartierne Konservative og Dansk Folkeparti alle tilsluttede sig delaftalen vedrørende ansættelsesklausuler i vækstpakken fra 2014. Vi forventer derfor også, at lovforslaget vil blive genfremsat, når folketinget er retur fra sommerferie – den første tirsdag i oktober.

Lovforslaget indeholder flere væsentlige ændringer på det ansættelsesretlige område og vil berøre både jobklausuler, kundeklausuler, konkurrenceklausuler og kombinerede klausuler.

Helt overordnet indeholder lovforslaget forslag om, at regelsættet fremover skal omfatte alle lønmodtagere og ikke kun, som hidtil, funktionæransatte. Derudover fastholdes det, at kunde- og konkurrenceklausuler kun kan aftales med medarbejdere, der har en “helt særlig betroet stilling”. Ligeledes indeholder forslaget bestemmelser om, at en kunde- og konkurrenceklausul kun kan gøres gældende i 12 måneder efter ansættelsens ophør. Hvis der anvendes en kombineret klausul, kan denne gøres gældende i 6 måneder.
 
Lovforslaget indeholder endvidere også et forbud mod jobklausuler, dog fortsat med undtagelserne for aftaler vedr. vikaransættelser og virksomhedsoverdragelse, der også er gældende på nuværende tidspunkt.
 
Med lovforslaget ændres reglerne om lønmodtagerens kompensation sig også. Som reglerne er i dag, skal en funktionær med en kunde- eller konkurrenceklausul kompenseres med minimum 50% af lønnen pr. måned i den periode, hvor klausulen er gældende. Eventuel indtægt fra nyt arbejde, skal som udgangspunkt modregnes. Det er ligeledes sådan i dag, at funktionæren på fratrædelsestidspunktet har krav på udbetaling af et kompensationsbeløb svarende til 3 måneders kompensation (1½ måneds løn) – dette uden modregning. 

Med gennemførelse af lovforslaget vil lønmodtageren have krav på et kompensationsbeløb svarende til to måneder og herefter månedsvis kompensation. Både engangsbeløbet og det månedsvise kompensationsbeløb er procentvis afhængig af klausulens varighed. Der er tale om mellem 40-60%.

Får lønmodtageren andet arbejde i tidsrummet, hvor klausulen fortsat er gældende, vil der i dag kunne forekomme modregning i anden indtægt med op til 100%. Fremover vil lønmodtageren, uanset anden indtægt, have krav på en månedlig kompensation på minimum 16%.

Lovforslaget indeholder yderligere regulering end det ovenfor anførte, og hvad der endeligt vedtages, må vi afvente at se. Det er dog vigtigt at slå fast, at alle ansættelsesaftaler der er indgået førend en endelig vedtagelse fortsat skal bedømmes ud fra de regler, der gælder på nuværende tidspunkt.

For yderligere oplysninger kontakt venligst Kim Bønlykke Christensen