Mulighed for afholdelse af fuldstændigt elektroniske generalforsamlinger i 2021 i anparts- og aktieselskaber
Corona-pandemien og det nugældende forsamlingsforbud vanskeliggør selskabers mulighed for afholdelse af generalforsamling ved fysisk tilstedeværelse. For at imødekomme behovet for alternativer til den fysiske generalforsamling, giver bekendtgørelse nr. 2240 selskaber mulighed for at afholde fuldstændigt elektroniske generalforsamlinger. Bekendtgørelsen gælder frem til den 31. december 2021.
Udgangspunktet efter selskabslovens regler er, at afholdelse af en fuldstændig elektronisk generalforsamling kun kan ske med hjemmel i selskabets vedtægter eller såfremt medlemmerne træffer beslutning herom (SL § 77, stk. 2). Disse regler er midlertidigt fraveget ved bekendtgørelse nr. 2240.
Det er det centrale ledelsesorgan i selskabet, dvs. bestyrelsen eller direktionen, der træffer beslutning om afholdelse af en fuldstændig elektronisk generalforsamling.
Der er flere forskellige digitale platforme, der kan være egnede til gennemførelsen af en elektronisk generalforsamling, (herunder Microsoft Teams, Zoom og Google Meet). Det er en god idé, at undersøge de forskellige platformes funktioner og begrænsninger for at være sikker på, at de opfylder de nødvendige behov.
En elektronisk generalforsamling er ikke uden udfordringer, og der kan især opstå problemer med teknikken. Det er derfor vigtigt, at man forinden afholdelsen af den elektroniske generalforsamling tager stilling til, hvordan forskellige situationer skal håndteres. Det kan bl.a. være relevant at tage stilling til følgende:
- Hvordan skal debatten foregå?
- Skal deltagerne slå lyden fra undervejs?
- Hvordan skal stemmerne afgives?
- Hvordan skal deltagerne forholde sig, hvis forbindelsen bliver afbrudt?
De nødvendige oplysninger bør forinden gøres tilgængelige for deltagerne. På den måde sikres de bedste forudsætninger for afholdelsen af en vellykket elektronisk generalforsamling.
En delvis elektronisk generalforsamling kan efter reglerne i bekendtgørelse nr. 2240 også afholdes, uanset at selskabets vedtægter bestemmer andet.
Hvis du har spørgsmål til selskabsretlige forhold og muligheden for at afholde en elektronisk generalforsamling, er du meget velkommen til at kontakte advokat Jacob Thorup Larsen på tlf. 98 35-7-9-13 eller via mail til jacob@advokatfirmaetkuhnel.dk.