​Lov om fremtidsfuldmagter

Folketinget har den 12. maj 2016 vedtaget en ny lov om fremtidsfuldmagter, som træder i kraft fredag den 1. september 2017. En fremtidsfuldmagt er en vedvarende fuldmagt, som træder i kraft, når man ikke længere er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Den nye lov er med til at styrke retten til selvbestemmelse, uanset sygdom eller andet tab af mental kapacitet, forstået på den måde, at loven giver os mulighed for at vælge, hvem der skal varetage vores økonomiske og/eller personlige forhold, når vi ikke længere selv har mulighed for det, eksempelvis grundet demens eller koma.
 

Hidtil har der ikke været lovbestemte regler til at regulere området. Det har dog været muligt at oprette en generalfuldmagt, men imidlertid er der til en sådan fuldmagt ingen formelle krav til oprettelsen, hvilket gennem tiden har øget risikoen for misbrug og skabt usikkerhed blandt de involverede aktører. I praksis er der eksempler på, at visse banker ikke har villet anerkende en generalfuldmagt.
 
Denne tvivl og usikkerhed er den nye lov med til at bortskaffe, blandt andet fordi der nu skal stilles krav til oprettelsen.
 
Formål som fremtidsfuldmagten kan regulere/omfatte 
I forbindelse med oprettelsen af fuldmagten, tager fuldmagtsgiveren selv stilling til, hvilke forhold fuldmagtshaver skal kunne varetage. Dette kan dreje sig om bestemte forhold, eller der kan gives en generel fuldmagt til alle personlige og/eller økonomiske forhold.
 
Af personlige forhold kan der være tale om indgivelse af ønsker til plejehjem, aktindsigt i fuldmagtsgivers lægejournal, ansøgninger til kommunen om eksempelvis hjemmehjælp med mere. 
 
Af økonomiske forhold kan der være tale om betalingsserviceaftaler med fuldmagtsgivers bank eller ansøgninger om offentlige ydelser. Ligeledes kan fuldmagten give fuldmagthaver adgang til at sælge huset, bilen og andre effekter. Dette er særligt relevant, således fuldmagtsgivers ægtefælle ikke risikerer at blive bundet til huset grundet manglende samtykke til at sælge det.
 
Oprettelse af en fremtidsfuldmagt
Efter den nye lov er det et krav, at en fremtidsfuldmagt oprettes i fremtidsfuldmagtsregisteret. Da den således skal oprettes digitalt, vil der foreligge en vis bevismæssig sikkerhed for fuldmagtens indhold samt fuldmagtsgivers identitet. Endvidere er der taget højde for den risiko for tvang eller anden misbrug, som den digitale oprettelse medfører, eftersom det er bestemt, at fuldmagten tillige skal vedkendes for en notar. Hermed menes en embedsmand på et dommerkontor. Der skal således også ske et personligt fremmøde, forinden fuldmagten kan anses for gyldig.
 
Hjælp til at oprette en fremtidsfuldmagt
Har man tidligere oprettet en generalfuldmagt, vil vi anbefale at denne erstattes med en fremtidsfuldmagt efter de nye regler, således senere tvivl om gyldighed med videre undgås. Såfremt ovennævnte giver anledning til spørgsmål eller ønske om bistand til oprettelsen af en fremtidsfuldmagt, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 98 35-7-9-13, hvor advokat Kim Bønlykke Christensen og advokatfuldmægtig Camilla Kühnel kan hjælpe dig videre.